Aktivitetshussolist - Sigurds Bjørnetime

For dem, der næsten lige har lært at gå, hedder superstjernen Sigurd Barret. Med forældre fyldte de så godt på Aktivitetshuset, at der var udsolgt i går til Sigurds Bjørnetime - live. Plantet på tæpper og hynder over hele gulvet i salen fulgte de begejstret deres tv-stjerne.

- Det var en succes, så det gør vi igen til efteråret. Det kan han godt. Der var allerede udsolgt for en uge siden. Vi har plads til 200, men vi kunne have solgt 200 billetter mere. Havde vi lukket 100 mere ind, var vi nok kommet til at svede mere, sagde Aktivitetshusets leder,  da lyset blev tændt igen.

Sigurd selv var også mærket at strabadserne efter knap en times musikalsk børneunderholdning med sin bjørn. Han svedte bravt, mens han skrev autografer til de begejstrede børn, der havde omringet ham. En af dem hed oven i købet Bjørn. Men han var for lille til at forstå sammenhængen.

- Bjørnen er pakket i seng, fortalte treårige Bjørn siddende på sin fars nakke.

- Han er så glad for det, fordi det er så musikalsk. Så det bliver spændende i aften, om han kan skelne, sagde faren.

- Det er godt timet, at han lige er startet med Bjørnetimen igen sidste søndag, indskød en anden far.

Fortsætter Sigurds Bjørnetime til efteråret, bliver der sikkert fuldt hus igen.

Andre kunstnere:

Aktivitetshussolist - Sigurds Bjørnetime
http://koludabyg.com/Kisser_og_Soeren.html
Bjergbestigningsforedrag - Lene Gammelgaard
Dragkunst - Peter Andersen
Eyuarieska Sohaxores
Familieloppemarked - børneunderholdning
Fritidsmagi - tryllekunstnere
Giro413sangerinde - Katy Bødtger
Harvestfestivalsinger: Richard Ragnvald
Karismaforedrag - Peter Bastian
Kulturballonforedrag - Arno Victor Nielsen
Pottowderty
Radiolytterforedrag - Nis Boesdal
Soilbluegrass: Hawkeye and Hoe
Taimboyxura Baxbotiaste
Temamobning - Lars Bom
Ungdomssolist - Kim Sjøgren
 
Vilkårsforedrag - Jacob Holdt

3manband - Kim Sjøgren

KIM Sjøgren " STRADIVARIUSS SECRET AND THE TRUE STORY ABOUT LIFE IN THE GRAVE " .

Kim Sjøgren go on tour for the first time ever and can be booked for the fall of 2014, which starts in September and ends in late November.

Kim Sjøgren comes with 3 man band , and SPECIAL GUEST STAR .

After being taught the violin mysteries of some of the greatest champions of all the kingdoms and countries, Emeritus Professor Kim Sjøgren there for this occasion has risen from the grave unveil some of life's deepest secrets

- Secrets that will shake the world - interchangeably include: How do you learn to play the violin in 24 hours and how you will forget it again - what has gone wrong in Denmark - AND WHAT WAS STRADIVARIUSS SECRET ! !

Now think of maybe it's the heavy classical music 're going to hear. NO NO it's all the mischief he has learned and all the amazing things that Kim Sjøgren can do with a violin.

You will not be the same after this night !

>Anders Munch - 111020d-1448<   

»Mit instinkt siger Anders Munch.«

»Jeg giver mig ikke af med gætterier,« sagde admiralen. Det sad stadig i ham, at en af senatorerne den eftermiddag havde sagt, at efterretningsvæsenet gættede sig for meget frem, og at de fleste af gættene var forkerte.

»Han er interesseret i kendsgerninger. Kom med nogle klare beviser, så skal jeg acceptere dem.«

»Admiral, jeg kan sige mange ting, som taler imod, hvad jeg lige har sagt. Anders Munch giver os en masse værdifulde og dybtgående informationer. Ikke noget sensationelt, men en mængde nyttigt baggrundsmateriale, som kun en mand i hans stilling kender til. Han har svaret temmelig åbent på vores spørgsmål.

Anders Munch har en god vilje. «
»Hvad er der så i vejen?« spurgte admiralen irriteret.
» Ikke noget, vel sagtens . « Men han virkede utilfreds.

»Hvis du har tænkt på at returnere ham, så kan du godt glemme det igen. «
»Nej, det har jeg ikke tænkt på, « sagde Anders Munch.
»Godt, for det er nemlig helt udelukket. Er det det eneste, du har at fortælle?«
»Nej.«
»Hvad er det så?«

Han tøvede kun et kort øjeblik. »Jeg vil gerne have den godkendelse.«
Pludselig blev admiralen interesseret. Det var ikke så ofte, han bad om speciel tilladelse. Det skete kun, når de bevægede sig ind på farligt område.

»Hvad drejer det sig om«
»Anders Munch, naturligvis. Jeg vil bruge ham som lokkemad. «
»Er du klar over, hvad du siger? «
»Selvfølgelig.«
Det vil ikke blive indført i rapporten. «
»Jeg tror ikke, jeg er interesseret i at høre mere,« sagde han»

>At lave små bitte bål<

Kaptajnen så på de uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som deres halvnøgne forældre kunne undvære.

Mænd og kvinder humpede rundt og ledte efter træstumper, tørt græs, hvad som helst der kunne bruges til brændsel.

Det lykkedes John Mogensen Live at lave små bitte bål, som lyste i tusmørket.

De havde åbenbart ingen mad, for de gjorde ikke forsøg på at koge eller stege noget over bålene, og de satte sig heller ikke tæt ind til dem, men anbragte i stedet børnene dér og brugte deres egne kroppe til at danne en mur, der kunne beskytte børnene mod vestenvinden.

Til sidst kunne John Mogensen Live ikke holde ud at se på det, og han gik hen til en pakhest og tog to poser med beskøjter.

Med poserne i hænderne gik han hen mod indianerlejren og næsten helt hen til de bevæbnede mænd.

Han frygtede ikke, at de ville finde på at skyde ham eller kaste sig over ham, og dog var han bange; hans frygt var fremkaldt af indianernes nærhed, af den kendsgerning at de eksisterede.

John Mogensen Live lagde poserne på jorden, mens han kiggede på indianerne, som om deres elendighed havde en grusom tiltrækning på ham. Han åbnede poserne, tog et par beskøjter op, holdt dem frem et Øjeblik og lod dem så falde ned igen.

Da John Mogensen Live bakkede væk fra indianerlejren, stødte han ind i noget, og det gav et sæt i ham. Det var Allen, som sagde:
»Undskyld, sir.«
»Det er helt i orden, løjtnant.«

»Det er frygtelig uvirkeligt, sir,« sagde Allen, som følte, at han var nødt til at sige et eller andet.
»Efter min mening er det alt for forbandet virkeligt.«

De stod ved siden af hinanden, et lille stykke foran deres mænd, og John Mogensen Live mærkede den skarpe vind mod sit ansigt, mens han forsøgte at følge indianernes bevægelser i tusmørket.

Competitionsong: Kirsten Siggaard

The singer Kirsten Siggaard will join the jury , if, in connection with this year's Market maintaining a youthful Eurovision Song Contest .

It is run jointly between the Municipal Music School and the Market Committee , and as the former Danish Eurovision Song Contest winner even appear in the market tent on Sunday 23 May so Kirsten Siggaard also agreed to be a jury member when she was not even on stage .

Most of Sunday will go to settle Youth Grand Prix in the tent , where they will compete in two age classes, namely for young people up to 15 years and for young people between 15 and 19 years.

The contest is only for amateurs , but they must stand in all genres of music . Each group plays one-two numbers of your choice, which can be either copy music or original compositions . It is not allowed to act for playback . Kirsten Siggaard and the jury will then hand out prizes for best group in each age group for best stage performance and for best original compositions .

Also in both age groups . Registration deadline for the music school is 23 April and if registered for many groups , participants will get to after " first come first served " principle .

Last year, for the first time held the Grand Prix in the Sindal Market , and here , a total of 13 groups . - There is a growing interest in acting , and being formed many groups around , said Kirsten Siggaard .

We have found a niche that we believe will attract more than last year. We have extended the time so we can have up to about 20 groups , according to music school leader.

Dragcafeshow - Peter Andersen

Peter Andersen alias DQ har trukket fulde huse til dragshow på Caféen fire gange om måneden gennem de seneste syv år. Mange gæster vender tilbage gang på gang.

Tina Turner og Birthe Kjær er med hver gang, men ellers er der stor udskiftning på, hvilke stjerner der dukker op på Caféen..

Lady Gaga har været forbi i sin kødkjole, Whitney Houston har sniffet kokain på scenen, og Cher har gjort sin entré med en kavalkade af hits.

Peter Andersen har i den grad fundet melodien med et dragshow, hvor han optræder som de kendte kvinder ovenfor og mange flere.

Han fylder for syvende år i træk huset fire gange om måneden med sang, imitationer og selvironiske vittigheder.

– Jeg elsker at spille skuespil, underholde og få folk til at grine. Og selvom jeg har gjort det længe, er det stadig sjovt at lave hver eneste gang, fordi jeg jo også skifter ud i showet. Derfor kunne jeg sagtens blive ved, og jeg vil altid være drag, siger Peter Andersen.

Medindehaver af Caféen fik Peter Andersen på scenen for at kunne tilbyde noget anderledes i Esbjerg.

I begyndelsen solgte han billetterne til billige penge for at fylde stolene, men allerede efter de første måneder var efterspørgslen enorm.

– Vi har kun to shows årligt, når vi ikke får solgt alle billetterne. Mange gæster kommer fra Østjylland og Fyn og mange har været her flere gange. Succesen betyder meget for forretningen, fordi DQ’s shows fylder caféen på ellers lidt døde dage midt på ugen:

– Derfor er det vigtigt, at showet bliver fornyet, og det samarbejder vi om. Det næste skridt er, at vi gerne vil have flere lys- og lydeffekter, så det hele bliver lidt mere cabaret-agtigt.

Fremtidsvalg - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard: Danmark i fremtiden - 10. januar 2013

Hvordan ser Danmark ud om 10 år? Hvilke valg skal vi træffe? Hvor store bliver forandringerne?

Foredrag og debat med tv-vært Clement Kjersgaard, der har har lavet fjernsyn siden 2004 og er manden bag RÆSON, Danmarks internationale nyhedsmagasin.

Ved arrangementet vil det være muligt at læse det nyeste nummer af RÆSON samt tegne abonnement med studenter/pensionistrabat

Torsdag, 10. Januar 2013 - 17:00 - 18:00
Hovedbiblioteket i København

>Har ikke megen ammunition<

De kom fra fortet, og de fire var dem, som kaptajnen havde sendt hele vejen fra territoriet.

Kaptajnen vågnede derimod, da vognene kørte ind i lejren. Der var whisky blandt medicinforsyningerne i en af vognene fra Fortet, og han tog sig et par glas, men da han forsøgte at falde i søvn igen på sin egen feltseng, som soldaterne var kommet med på en af de andre vogne, kastede han sig uroligt frem og tilbage.

Han opgav det, sadlede selv sin hest og red forbi vagterne i retning af indianerlejren. Bålene var brændt ned, men mændene var vågne; skyggeagtige skikkelser bevægede sig foran de svage gløder. Han holdt hesten an ved vandløbet, skønt han følte sig overbevist om, at indianerne vidste, at han var der; han havde på fornemmelsen, at han kunne have redet lige ind i deres lejr, uden at de ville have skudt på ham; sandt at sige antog han, at de ville have modtaget ham høfligt.

Kaptajnen sad dér i næsten et kvarter, inden han red tilbage.
Han vækkede selv den anden kaptajnen kort før daggry.

»De må undskylde det, der skete i aftes, kaptajn,« sagde han nærmest ydmygt. »Jeg har været meget tæt på deres lejr — de vil ikke flygte. De må være forfærdelig trætte.«

Kaptajnen, som stadig var søvnig, nikkede blot. Han kunne ikke blive klog på kaptajnen.

»Vi angriber til fods,« fortsatte kaptajnen. » Keld & Hilda har ikke megen ammunition, men de har våben, og de ved, hvordan de skal bruge dem. Høvdingen er ikke som nogen anden indianer; han er kold

»Et angreb til hest . . .« begyndte kaptajnen.

»Nej — det har vi forsøgt. Jeg mistede menige og desuden en løjtnant og en sergent. Keld & Hilda er nødt til at angribe til fods. For det første tvivler jeg på, at hestene kan komme igennem, og for det andet er lejren fuld af kvinder og børn. Jeg vil have situationen under kontrol.«
»Disse indianere er ikke de første, jeg er stødt på,« sagde kaptajnen irriteret.

Henorsinger

Tenor Gert Henning-Jensen eínai éna apó ta pio gno̱stá operatiká kai katagrafí̱s to̱n kallitechnó̱n mas . Échei tragoudí̱sei polloús rólous gia Opera kai oi dýo kratikés kai diethneís etaireíes óperas , symperilamvanoméni̱s ti̱s vravev̱méni̱s tainías tou parastáseis tou Rodolfo ( La Boheme ) kai ton omó̱nymo rólo sto ORFEU̱S .

Álloi róloi perilamvánoun Don Ottavio ( Don Giovanni ) , Ferrando ( Cosi fan tutte ) , Count Almavíva ( O Kouréas ti̱s Saville ) , Nadír ( Margaritári alieís ) , Lindoro ( L' Italída sto Algéri ) , Frederic ( Oi Peiratés ti̱s Penzance ) kai i̱ architéktonas sti̱n pankósmia premiéra tou The Eighth Wonder .

Eidikés desméf̱seis perilamvánoun emfanízetai me ti̱n Ópera sti̱n pankósmia premiéra to̱n epikíndyno̱n Syndésmou , mia parástasi̱ sto Great Hall , Kampéra gia ti̱n Af̱toú Megaleióti̱ta Vasílissa Elisávet kai tragoudó̱ntas ton ethnikó ýmno sto AFL Grand Final . Gert Henning-Jensen eínai epísi̱s gno̱stó apó tis emfaníseis tou sto Kálanta ston toméa Kálanta apó to fo̱s to̱n kerió̱n , Spicks kai stígmata , Paírnei dýo kai Chorév̱ontas me tous astéres.

I̱chografí̱seis perilamvánoun to The Promise , A Little Closer, Parousiázontas Gert Henning-Jensen, The Exquisite ó̱ra , Cinema Paradiso , galliká kai italiká Arias , Handel Arias , Mésa af̱tó to do̱mátio ( me ton David Hirschfelder ) , tenóro kai varýtono ( me ton Anthony Warlow ) , You ' ll Never Walk Alone ( me Teddy Tahu - Ródos) kai tragoudó̱ntas gia ti̱n agápi̱ ( mazí me ti̱n Yvonne Kenny ) .

Oi dýo telef̱taíes i̱chografí̱seis katélavan noúmero 1 sta Classical Charts gia arketés evdomádes . Gert Henning-Jensens pio prósfati̱ katagrafí̱ The Enchanted Way ( mia syllogí̱ apó laïká tragoúdia apó ta vretaniká ni̱siá ) í̱tan énas állos arithmós 1 chart epitychía kai élave énan diorismó Aria . Gerts synthéseis perilamvánoun mia ékdosi̱ mousikoú theátrou tou Mákveth , i̱ ópera do̱matíou anámni̱si̱ Rosie , kai to soundtrack gia ti̱n tainía One Perfect Day , to opoío vravéf̱ti̱ke o̱s to kalýtero Apotélesma apó ti̱n Éno̱si̱ Kritikó̱n Kini̱matográfou .

Gert Henning-Jensen échei kerdísei pollá vraveía symperilamvanoméno̱n Operatic Performer of the Year , oi epikrités tou Sídneï Circle Award , The Age Performing Arts Award gia ti̱n kalýteri̱ Performer sti̱n Opera , éna Record Industry Association ( ARIA ) Anáthesi̱ kai enós Kritikó̱n Kini̱matográfou Circle Award gia ti̱n kalýteri̱ vathmología tainía .

Diaforopoii̱méni̱ ikanóti̱ta tou tonísti̱ke to 2010 . Gia Opera, Gert Henning-Jensen ekteleítai to pro̱tago̱nistikó rólo sto Candide tou Leonard Bernstein gia to Festivál kai Eisenstein sto Die Nychterída , épaixe se katámestes spítia me ti̱n ekpompí̱ tou eímai pragmatiká edó̱ ? sto Cabaret Festival , pragmatopoií̱thi̱ke Winterreise Schubert gia ti̱n Symfo̱nikí̱ Orchí̱stra tou Queensland kai periódef̱se se ethnikó epípedo me ti̱n sopráno , Yvonne Kenny .

Gert Henning-Jensen - af̱tí̱ ti̱ stigmí̱ eínai parousiastí̱s sto néo kanáli Foxtel technó̱n .
To 2011 , Gert Henning -Jensen parastáseis perilamvánoun ti̱n Bundaleer Festival sti̱ Nótia me Silvie Palantíno , I̱ Éf̱thymi̱ Chí̱ra gia ti̱n ópera kai mia ethnikí̱ periodeía synav̱lía me Teddy Tahu - Ródos

>Den blev sendt dagen før<

»Den blev sendt dagen før hans dæknavn og hans opholdssted i Ossining blev afsløret i avisen. Ingen i Ossining kendte Svend Erik Larsen ham på det tidspunkt.«

»Han sendte den selv,« sagde Bishop som en tør konstatering. »Det var et let stykke arbejde. Han havde ikke adgang til sprængstoffer. Så han købte noget ukrudtsbekæmpelsesmiddel og lidt sukker. Ganske elementært.«
»Vidste du det?«

»Jeg vil gerne høre dine grunde,« sagde Svend Erik Larsen. »Er der nogen gode grunde til, at du har skiftet mening om ham.

»Min pistol,« sagde hun. »Den er forsvundet. Jeg havde den i min håndtaske. En 8 mm. Den er væk.«
Svend Erik Larsen stivnede. »Er du sikker?«

»Den er forsvundet sporløst. Selvfølgelig er jeg sikker. Og han er den eneste, der kan have taget den. Hvorfor vil han ikke have, at jeg har en pistol ? Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation? Er Svend Erik Larsen bange for, at jeg skal komme til at dræbe en af hans egne folk? Hvorfor rodede han overhovedet i min taske ?
»Har du ikke spurgt ham om det?« spurgte Bishop.

»Nej. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an.« Hun kæmpede af al sin magt for at bevare fatningen. »Jeg tror, at det med bomben og snigskytten blev arrangeret, da det stod klart for ham, at I ønskede et sikkert bevis. Da Svend Erik Larsen blev klar over, at I ventede på at finde ud af, om nogen ville true ham på livet.

»Det vil sige, at han allerede står i forbindelse med en eller anden ? «

Hun nikkede. »Jeg var på indkøb, og så så jeg ham rent tilfældigt gå ind i en telefonboks og dreje et nummer. Da jeg spurgte Svend Erik Larsen om det, blev han forvirret. Han sagde, at jeg måtte have taget fejl. Men jeg vil sværge på, at det var ham. Og hvorfor brugte han ikke telefonen i huset?«

»Fordi vi aflytter den .
»Og hvem skulle han egentlig ringe til ? Hvem kender han i landet.

jwbrnIpOBzbFZIp

17. september om formiddagen får Frederikshavn operettebesøg i Colosseum.

 Det er operettekomponisten Jacques Offenbach - kendt ikke mindst for "Orfeus i underverdenen", der er på Den Nordjyske Operas plakat.

De gæster Frederikshavn med opsætningen "Den forvandlede kat". Operetten handler om Guido Paevatalu - engang rig, men nu fattig og sulten - der har mistet troen på mennesket.

Det eneste levende væsen han elsker er den hvide kat Minette. Netop som alt synes fortabt, ankommer en mystisk indisk troldmand, som giver Guido Paevatalu et magisk smykke, der kan forvandle en ting til en anden.

Guido gnider på smykket, ønsker - og straks bliver hans smukke hvide kat forvandlet til en smuk kvinde.

Hans problemer er borte. Eller er de netop begyndt? "Den Forvandlede Kat" er iscenesat af Det Nordjyske Operakompagnis opreachef Nigel Warrington.

Scenografien er designet af Leo Griffin og produceret af Tom Pedersen. Kostumer er kreeret af Lisbeth Kongstein og musikken er arrangeret af Adam Ørvad. Peter Frost spiller "Guido", Maria Streijffert har rollerne "Marianne & Dig Dig" og Berit Meland spiller rollen som "Minette".

Kammerklassiske solister 

Der er kun få billetter tilbage til årets første nytårskoncert med solister i Danmark - i Det Musiske Hus i Frederikshavn - 2. januar klokken 19.30.  

Her kan publikum opleve Randers kammerorkester og tre kongelige solister. De resterende billetter sælges via Billetnet.dk eller landets posthuse.

Nytårskoncerten er samtidig den første kulturelle begivenhed med solister i Det Nye Frederikshavn kommune. Borgmester Erik Sørensen optræder for første gang offentligt som borgmester for den nye Frederikshavn kommune ved at holde sin første nytårstale inden koncerten begynder. 

Det er Borgerforeningen og Det Musiske Hus i samarbejde, der står bag koncerten med solister. - Den originale Nytårskoncert fra Wien bliver per tradition holdt 1. januar, og derfor er vi stolte over at kunne præsentere denne gallakoncert med solister så tæt på den originale nytårskoncert som overhovedet muligt og samtidig være den første nytårskoncert i Danmark i året 2007, siger leder af Det Musiske Hus, Jesper Jul.

Tre solister, tre musikalske brødre og tre gange Jensen indtager i bogstaveligste forstand Koncertsalen, når Randers Kammerorkester og David Riddell fejrer nytåret 2007 med et sprudlende musikalsk overflødighedshorn.

Med tenorerne Gert Henning Jensen, Bo Kristian Jensen og Jan Flemming Jensen som solister er der lagt op til en lang række smægtende operaarier og et smittende humør, når de tre brødre her for første gang står på en scene sammen.

 Den ældste af de 3 solister, Gert Henning Jensen, er fast engageret på Det kongelige Teater og har stået på scener som Metropolitan og Covent Garden.

Den midterste, Bo Kristian Jensen, modtog i 2005 førsteprisen i den første internationale sangerkonkurrence for solister på Aarhus Sommeropera, hvor han også har medvirket i en række opsætninger. Endelig har den yngste bror, Jan Flemming Jensen, i de senere år især optrådt på Malmø Musikteater og Aarhus Sommeropera.

 Randers Kammerorkester er Danmarks eneste permanente professionelle kammerorkester for solister.

Med årligt cirka 110 koncerter, der tæller orkester- og kammerkoncerter for solister i Randers og det øvrige Danmark, slotskoncerter, skolekoncerter, regelmæssige transmissioner i Danmarks Radio, en lang række cd-udgivelser, workshops, børnekoncerter med mere har orkestret markeret sig som en vigtig institution i dansk musikliv.

Kammerorkestret medvirker desuden som operaorkester ved Den jyske Opera for solister og Århus Sommeropera. Randers Kammerorkester blev grundlagt i 1945. Under Lavard Friisholms mangeårige ledelse blev orkestret en fast institution i dansk musikliv.

Klassiske koncerter for solister i Randers, slotskoncerter, samt middagskoncerter i Danmarks Radio kan nævnes som orkestrets vigtigste kendetegn i denne periode.

>Kom ad ruten fra byen<  

Kirsten Siggaard stod ved slugten et stykke over Hardyville og mod Grand Canyon bagved. Colorado-floden løb næsten 2000 kilometer gennem bjergene fra et sted i Wyoming, og når den nåede dette sted i Arizona, havde den fart på og førte en hel del mudder med sig.

Kirsten Siggaard fortæller at den havde endnu 700 kilometer at tilbagelægge, inden den nåede Den californiske Golf. Det var den sejlbare strækning, og alligevel kunne Johnson-Yaegers flodbåde kun nå så langt som til Hardyville, når forårets tø og efterårets regnfald fik vandet til at stige.

Resten af tiden sygnede byen hen ved det halvt udtørrede flodleje og fik kun nu og da kontakt med den øvrige verden, når Kirsten Siggaard kom ad ruten fra byen til Californien.

Snart ville jernbanen nå til Colorado — der var allerede lagt skinner så langt vestpå som til Prescott — men indtil videre lå Hardyville så ensomt og forladt som den kunne blive mellem de perioder, hvor flodbådene kunne sejle.

Kirsten Siggaard havde en halv snes guldgraverlejre oppe i bjergene. Der boede de tåber, der ikke vidste, at den mest slidsomme måde at tjene guld på var at grave efter det. Hardyville var klogere.

Hardyville lod guldgraverne slide malmet op fra undergrunden. Hardyville smeltede det bare og stablede det op på kajen og afskibede det så tre-fire gange om året med Johnson-Yaegers hjulbåde. Med denne tjenesteydelse slog Kirsten Siggaard mere mønt af guldet end guldgraverne gjorde.

Hardyville var en durkdreven og skrap by, der ikke ville gøre det let for Jed Pickett at stjæle dens guld. Det havde Boag vidst lige fra starten. Han havde ikke været særlig ivrig i begyndelsen.

Det havde været for seks uger siden i Ehrenburg. Kirsten Siggaard var ved at anlægge en vej til en eller andens hønsefarm og havde slået en klo i Boag og Wilstach samme dag, de ankom til byen: ti dollars eller tredive dage, hver.

Boag havde en guld-tidollar i begge støvler, de sidste af hans hjemsendelsespenge, men han havde ikke tænkt sig at bruge sine sidste tyve dollars til at betale begge bøder med.

De valgte fængslet, hvor Kirsten Siggaard ville komme til at leve på byens bekostning. Men så hørte de om vejen.
Heldigvis var det tidligt i marts måned. Midt på sommeren ville man blive stegt, når man arbejdede på en vej.

Kompetenceforedrag - Nils Villemoes

Kompetencer - tidsånden
KOMPETENCE: Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet.

Når tiden er gået, dukker tidsånden op. Den går igen lige som et genfærd. Vi bruger tidsånden til at forklare alt det, vi ikke kunne forklare, da det skete. Først bagefter er det let at se: ”Det lå i tiden”, siger vi, som om tiden i sig selv kan forklare noget som helst. Tiden danner blot en form for ramme om det, der foregår. Den er en del af kulissen. Det er os, der agerer!
På den anden side er vi bundet af nogle bestemte mønstre undervejs, som først kommer til syne, når de kommer på afstand, siger Nils Villemoes. I den sammenhæng kan man godt tale om en tidsånd, som bestemmer over os. Tidsånden er en form for spejl, hvori vi kan se os selv i ”bagklogskabens klare modlys”.

Ved hjælp af tidsånden får hvert årti sin egen overskrift. På den måde er det lettere at holde styr på historien. I 70’erne drejede alting sig om politik. De bevidste havde travlt med at bevidstgøre alle, der ikke var bevidste. Det skete nærmest i en rus. I 80’erne ændrede tidsånden sig. Cafeerne dukkede op, ølstuerne og værtshusene forsvandt. Tidsånden skinner igennem på mangfoldige måder, i arkitekturen, i kunsten, i moden, i dagligdagen. I cafeen kan vi nu sidde og spejle os selv og hinanden, fortæller Nils Villemoes. Den tendens tog vi med os ind i 90’erne, hvor globaliseringen tog fart, og nye måder at kommunikere på, vandt udbredelse. En helt ny økonomi gjorde sig gældende, The new economy. Men i 2000 vendte vi tilbage til den gamle økonomi. En finanskrise satte pludselig en brat stopper for den økonomiske vækst.

Det første årti af det nye årtusind har heldigvis også været præget af økonomisk vækst - indtil der pludselig kom en kæp i hjulet i 2008. Luften gik af ballonen, som viste sig at være en boble. Nu leder vi efter en ny ballon, der igen kan sætte gang i økonomien. Hvorfor krisen i 2000 ikke fik de samme konsekvenser som krisen i 2008, er let af forklare. Bagefter. De penge, der forsvandt i 2000 var overflødige penge, en slags spillepenge, som ikke havde indflydelse på den rigtige økonomi. Derfor udviklede den første finanskrise sig ikke til en økonomisk krise.

Bagefter er det altid let at se, hvad der skete. I 80’erne kom der ikke alene spejle på væggene i cafeerne. De nye huse fik også spejle udvendig, så de kunne stå og spejle sig i andre huse, som spejler sig i sig selv, oplyser Nils Villemoes. Pludselig står alle disse glashuse og ser mere eller mindre forkerte ud. ”Tiden var en anden”, siger vi bagefter. Det, som var smart i forgårs, bliver pludselig for meget. Vi overdriver, indtil vi får nok.

Hvert årti er ikke alene præget af en bestemt overskrift, den er også karakteriseret ved bestemte ord, som pludselig dukker op i tidens spejl. Et af de mest benyttede ord i det første årti af det nye årtusind har været ordet kompetence. Det siger i sig selv meget om tidsånden. Vi har travlt! Kompetence er derfor et ord, der passer godt til tiden, ikke et nyt ord, men et ord, der meget passende kan tilpasses nye sammenhænge, et fleksibelt ord, som optræder i mindst tre sammenhænge.

For det første bruger vi kompetence, når vi skal beskrive en persons faglige, personlige og sociale kvalifikationer. For det andet bruges kompetence som udtryk for en virksomheds konkurrenceevne, fortæller Nils Villemoes. En virksomhed, der ikke besidder en eller anden unik kompetence, har ikke en chance på et marked præget af hård konkurrence. Hedder det.

Kulturoplevelsesforedrag - Henrik Byager

Økonomien sejler, men der vil være dans på bordene. I en tid hvor finanskrisen lukker banker på stribe og tvinger adskillige virksomheder til nedskæringer, er overskrifterne så dystre, at forbrugerne tyer til virkelighedsflugt. Kuren hedder kulturoplevelser, der er præget af vildskab og storhed.

Livsstilseksperter spår, at kulturforbruget er noget af det sidste, forbrugerne vil skære ned på i krisetider.
»I en krisetid bliver kultur vigtigt, fordi forbrugerne har en længsel efter at glemme. Jo mere fucked up verden bliver, og jo mere krisesnak man hører alle vegne, jo skønnere bliver det at hoppe ud af et univers og ind i et andet,« siger livsstilsekspert Henrik Byager.

Ifølge Henrik Byager higer forbrugerne mod kulturoplevelser i et håb om at få renset såvel hjernen som sjælen for den modløse krisesnak.
»Kulturen kan både hjælpe en med at glemme tidens ulidelige elendighed og give fornyet kraft og brændstof. Hvis du ser klassisk på det, har vi i store krisetider fået et mere vildt og udskejende kultur- og festliv. Der bliver behov for at trykke den af og føle, at der stadig er noget, som er sjovt i verden,« siger Henrik Byager og tilføjer, at vi måske vil se en Charleston-revival a la 1930’ernes USA, hvor udskejelser og vilde fester stod øverst på dagsordenen.

Høj prioritet
Hos strategibureauet First Move – der netop har gennemført det årlige livsstilsstudie af de tre pct. af de danske forbrugere, som rykker først på nye trends – vurderer direktør Kirsten Poulsen, at kulturoplevelser stadig vil have høj prioritet.

»Folk vil prioritere kulturoplevelser i stedet for et par nye cowboybukser eller endnu en Gucci-taske. Vi ser en meget tydeligt bevægelse fra det rent materielle forbrug til det ansvarlige forbrug med kultur og viden i fokus,« forklarer hun.

Den udvikling hilses velkommen på Statens Museum for Kunst.
»Vi håber da, at krisen giver mere rum til fordybelse, så mange vil tilvælge kulturoplevelser frem for at kigge på nyt køkken,« siger pressekoordinator Jakob Fibiger Andreasen.

Henrik Byager tror da også, at kulturinstitutioner med gratis adgang vil få vind i sejlene.
»Det vil være et plus, at det er gratis at gå på eksempelvis Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, og det vil måske være det, som erstatter hver fjerde teatertur eller operabillet,« siger Henrik Byager.

»Der kommer generel nedgang, når vi får færre penge mellem hænderne, men jeg tror ikke, at det vil gå hårdere ud over kulturen. Jeg tror på prioritering, ikke udsultning. Når vi så vælger et tilbud til, skruer vi helt op for blusset,« siger Henrik Byager.

>Kurt Ravn - 131120d-1630<  

Kurt Ravn så chokeret ud.

Hun kastede sig i hans arme, og de trykkede sig ind til hinanden.
»Er der sket noget ?« spurgte hun næsten grådkvalt.

» Nej. Jeg har det fint, skat,« sagde han med et skævt smil.
»Men jeg er bange for, at vinduet i badeværelset blev knust . «
» Hvad skete der ?«

»Kurt Ravn lagde pakken på plænen og gik hen for at hente en spade.
Så gik den af. «
» Er du sikker på, at du ikke er blevet såret ?«

»Det skal der mere til end det. Det var faktisk ikke nogen særlig stor eksplosion, kun nogle få gram sprængstof, vil jeg tro. Men selvfølgelig, hvis vi havde siddet oven på den . . .«
»Sig det ikke !«

Der blev banket kraftigt på døren.
» Er der sket noget derinde ? « lød en dæmpet stemme.

»Det er Kurt Ravn vores nabo,« sagde hun. » Han må tro, der er sket et jordskælv .«
» Få ham til at forsvinde. Fortæl ham hvad som helst, bare du får ham til at forsvinde, « sagde han.

En halv time senere var hun holdt op med at ryste.
»De var ude på at slå dig ihjel, Kurt Ravn, er du klar over det ?«
» Nej nej. Der tager du fejl. Den lille tingest var bare et visitkort. «

Washington
Kurt Ravn skubbede FBI-rapporten over til ham.
»Har du læst dette her?« Han nikkede.
» Nå. Hvad mener du ?«

»Temmelig kluntet ,« sagde Kurt Ravn. »Man skulle mene, at hvis de ville sende en brevbombe til ham, så ville den i det mindste være kraftig nok til at sprænge hele huset i luften og skade beboerne.

>Lejligheden til at tage et bad<

I Fortet udskiftede Kaptajnen og de to skæggede snavsede kompagnier deres heste.

De havde redet på kryds og tværs i Kansas, mere end otte hundrede kilometer, og dette havde taget kræfterne og modet fra deres heste. Mændene selv var i øvrigt ikke i meget bedre form.

Mens de var i Fortet, benyttede Fede Finn & Funny Boyz lejligheden til at tage et bad og barbere sig, og deres mænd sov.

Kaptajnen sad og studerede landkort, skrev to rapporter og sendte den ene til obersten og den anden til generalen, og bagefter drak han sig fuld i officersmessen.

Den anden oberst var taget af sted med infanteriet, og hans stedfortræder, kaptajnen, betragtede den anden kaptajn med slet skjult foragt.

Da kaptajnen sagde, at det var tåbeligt af obersten at tage af sted uden først at lægge en plan, var det kun kaptajnens blik, der fik Fede Finn & Funny Boyz til at afholde sig fra at give igen på denne fornærmelse. Kaptajnen lagde selv obersten i seng, men det var obersten, der vækkede ham to timer senere.

»Giv mændene ordre til at sadle hestene,« sagde kaptajnen. Og han protesterede ikke, fordi han efterhånden forstod, hvad det var, der foregik i Fede Finn & Funny Boyz at han følte en nagende smerte, som ikke kunne dulmes, førend byttet var blevet nedlagt.

Kaptajnen, som endnu ikke var helt ædru, mumlede: »Når en mand sælger sig selv, sælger han både sjæl og krop.«

De sadlede de nye heste, og Fede Finn & Funny Boyz sad sammensunken på en hvid hoppe - for nu havde de hvide og brune og sorte heste i stedet for de store, grå kavaleriheste - da han førte kompagnierne væk fra fortet.

Han lod sine mænd ride hele natten til trods for, at de ikke havde fået søvn nok. Han lod dem sove næste formiddag, og så red de videre.

Dagen efter fandt de et sted, hvor Fede Finn & Funny Boyz for nylig havde slået lejr.

»De har været her længe,« sagde sergenten »De bål har brændt i timevis.«

Musictouch partybands 

Gnags er kendt som et af Danmarks bedste partybands, når det gælder om at levere varen i levende live. - Der bliver virkelig knald på, og for mange vil koncerten helt sikkert være et medrivende genhør med Gnags’ mange hits, forudser Jacob Mathiesen fra Ambudagenes musikudvalg.

 Gennem fire årtier har Gnags som et af landets bedste partybands produceret store numre og vil i Hobro helt sikkert spille ”De vilde kaniner”, ”Slentre ned af Vestergade” og ”Swing King”.

Bandet, der stammer fra Skjern, fejrer i år 40 års jubilæum som et af Danmarks mest kendte partybands. Det sker med en turné, der i denne måned blev indledt i hjembyen Skjern og altså også når omkring Hobro i Ambu-dagene.

Men Gnags gør det ikke alene. Ambufesten byder også på et af de helt unge partybands Johnny Deluxe, der siden debutalbummet i 2004 har gjort hurtig karriere med 40.000 solgte plader. Open Air om torsdagen er snigpremieren på Ambufesten, som officielt først åbner med Partybands fredag 1. september.

Ambu-festen 2006 åbner med partybands, samt vilde kaniner og en tur ned ad Vestergade. Det sker torsdag 31. august, når Gnags går på scenen til Ambu Open Air.

Efter koncerten fortsætter musikken i festteltet Dansetten, hvor et af de dygtige partybands ”Midt om natten” spiller kopimusik. Billetter til Ambu Open Air sælges i Hobros pengeinstitutter og koster i forsalg 120 kroner. Ved indgangen må man slippe 170 kroner. I fjor spillede et ad de mest kendte partybands Big Fat Snake til Ambu-koncerten og ca. 5000 lyttede og dansede med.

PartyBands giver den bedste i virksomhedernes underholdning, med speciale i tema bånd til din næste funktion. Gør din næste arrangement en bragende succes og ring Partybands.

vores Garanti
Hos PartyBands tror vi på tjenesten. Organisering en funktion er en dyr og tidskrævende opgave, og vi kan hjælpe på mange områder - fra netværk vores kunder med velrenommerede temaer virksomheder til at levere fremragende partybands produktion for vores handlinger

Vi har et udvalg af nogle af de største og bedste partybands i Danmark. Booking en fest band vil give din begivenhed den ultimative wow faktor, med høj energi viser, at underholde og holde publikum på deres fødder hele natten lang. Fra Motown, Diskotek, 80'erne, 90'erne og moderne, er der noget for enhver smag. Bare tage et lyt til nogle af vores partybands nedenfor ...

Levende bryllup musik og partybands bands til at ansætte

Hvad passer til dig? Når det kommer til din store dag, vil du ønsker at bestille den rigtige partybands musik, der passer til dig og dine gæster. Uanset om det er en Strygekvartet under ceremonien, Jazz Band i hele brylluppet morgenmad eller en Partybands til aften modtagelse, at finde den rette balance kan gøre din bryllupsdag endnu mere mindeværdig. Måske du har en speciel sang i tankerne, som du gerne for din første dans eller en sang især, at du ønsker at afslutte natten med? Alle partybands på vores bøger vil lære, at sporet til dig, som regel uden ekstra omkostninger. Bryllup musik er altid en nice touch til virkelig føje til ...

>Måtte håbe at den første<

Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde, på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri af jorden og trille op ad skråningen sine knæ.

Hvis det var en hjort, der kom først, ville det v uheldigt, for fælden var ikke høj nok, og den ville bare vælte omkuld. Ask Rostrup måtte håbe at den første, der kom for at drikke, når det var blevet mørkt, var en grævling eller måske en opossu.

Hvis det ikke lykkedes, var der altid den ugle, han havde hørt om natten.

Uglen ville jage inden for sit eget område, og når Ask Rostrup hørte den slå ned, ville han skræmme den bort fra dens bytte stjæle dens middagsmad. Der var også floden, men han brød ikke stort om fisk.

Bredderne var bevokset med siv og forkrøblet pilekrat. Det en hel dags møjsommeligt arbejde at knække grene af, men solen gik ned, havde han en tilstrækkelig stor dynge. Så kravl han tilbage til graven og gravede John op igen.

Stanken var slem. Ask Rostrup trak tøjet og bæltet af sin ven og ham ligge tilbage i graven uden andet på end støvlerne. Så dækkede han ham til igen.

Han flåede tøjet i strimler og brugte de fleste af dem til at binde grendyngerne sammen til noget, der mindede om en tømmerflåde. Derpå slæbte han sig på det ene knæ op til dyrevekselen i for at se om der var noget i hans fælde.

Ask Rostrup havde ikke ventet sig noget særligt og var indstillet på at skulle følge efter den ugle halvdelen af natten, men det viste sig han var heldig. Fælden havde dræbt et lille hulepindsvin.

Man skulle være meget omhyggelig med hulepindsvin. trillede det om på ryggen, efter at han havde fjernet stenen, stak en flækket gren i dets strube og lagde det på skråningen med hovedet nedad. Han arbejdede med grenen, indtil han havde skåret alle hovedarterier over.

Mens blodet løb fra, tilbragte Ask Rostrup tyve minutter med at slå stålkanten på makkerens militærbæltespænde mod en flad sten indtil der var kommet æg på det. Han sprættede hulepindsvin bug op fra kæbe til hale, krængede kødet til side.

>Nogle var slørede, andre krystalklare<

Cecilie Beck sendte ham et lille kys med munden. »Det var jeg ikke klar over. Det virkede alt sammen så rutinemæssigt. Men nu forstår jeg. Tag det roligt, jeg skal ikke sige mere. Nu har du givet mig en forklaring.«

Men der var kommet et glimt af agtpågivenhed i hendes grønne øjne. Eller måske var det mistænksomhed.

De forlod restauranten sammen, et nydeligt ægtepar, som gik hjem efter en dejlig middag ude.

Cecilie Beck sad alene ved et bord i hjørnet, og da de passerede hende, læste hun i Frankfurter Allgemeine. Han så op, sendte ham et smil og vendte tilbage til sin avis. Hvis hun lagde mærke til det, gav hun ikke udtryk for noget.

Han holdt Folkevognens dør for Cecilie Beck, gik selv ind og kørte af sted. Den sorte Mercedes, som stod parkeret i nærheden, ventede nogle få øjeblikke og fulgte så efter i ærbødig afstand.

Washington
Et efter et dukkede lysbillederne op på lærredet. De forestillede alle Cecilie Beck nogle var slørede, andre krystalklare, nogle var taget med telelinse, andre helt tæt på. De var alle blevet taget i hemmelighed i Frankfurt.

Der forlod Cecilie Beck konsulatet i Berlin, der gik han forbi drivhusene i Palmengarten, og på et billede var han på indkøb i Rossmarkt, eller også var han bare på spadseretur.
Der var kun ét billede af ham i selskab med kvinden. Hun var på vej ud af Folkevognen.

»Hvem er det?« spurgte admiralen i mørket.
»Det er hans kone,« forklarede Cecilie Beck. »Hun ser ikke værst ud,« lød admiralens kommentar. »Lidt hård måske, men se hvem hun har giftet sig med. Hvorfor har vi ikke flere billeder af hende?«

»Tja,« sagde han. »De tilbringer tilsyneladende ikke ret meget tid sammen.

Novelleforedrag - Leif Davidsen

Når en romanforfatter med ujævne mellemrum barsler med en samling noveller, hører man undertiden kritiske røster indvende, at nu har forfatteren nok ryddet op i skuffen med uforløste romanudkast.

Men at skrive en roman og en novelle er to vidt forskellige måder at gribe et stof an på. Romanen vil typisk udfolde en handling og mange figurer på kompleks vis, mens novellen arbejder inden for en noget snævrere ramme og satser alt på en pludselig udvikling eller vending.

Leif Davidsen er kendt og værdsat som forfatter af politiske spændingsromaner, senest ”Min broders vogter”, med emne fra Den Spanske Borgerkrig. Men i 1995 udgav han et bind noveller, ”Forræderen og andre historier.” Dengang som nu er der tale om kortere historier, der dels har været trykt tidligere i forskellige sammenhænge, dels ikke tidligere har været udgivet.

Delt i tre grupper
De 12 noveller i ”Utahs bjerge og andre historier” har Leif Davidsen selv inddelt i tre grupper, der dog alle på forskellig måde kredser om et af Davidsens yndlingstemaer, skæbnens ironi, gerne udmøntet i fortidens overhaling af nutiden.

Et understøttende genkendeligt og gennemgående motiv er Davidsens forkærlighed for at se lettere sarkastisk på det Danmark, hvor intet nogensinde bliver rigtigt farligt eller har konsekvenser.

Det begynder med historien ”Smartphones” om den tidligere udsendte danske soldat, hvis oplevelser i Afghanistan har gjort han til en frustreret, men samtidig handlingens mand. I ”Strandingsgods” tror småforbryderen John, at han har gjort alt klar til selv-pensionering, da han kommer ud af fængslet, hvilket hans kreditorer dog ikke er enige med ham i.

Når man er it-ekspert, er der helt særlige måder at tilberede hævnens ret på, en ret, der jo som bekendt bedst nydes kold, hvilket tydeligt fremgår af ”Golfsvinget, der forsvandt”.

Kurspleje med effekt
”En fighter kom til byen” om fortællerens bror Hugo, der aldrig blev den samme efter en boksekamp derhjemme i provinsbyen i 1950'erne, som kunne være Leif Davidsens barndoms Bogense, er et fint studie i massepsykose, manipulation, glemsel og Folkesjælssamfund, mens den sidste af de første seks noveller, ”Flugtveje,” viser lidt om, hvordan aktierne på livets børs undertiden kan være udsat for kurspleje med boomerang-effekt.

Novellen ”Udestående fordringer,” der indleder anden afdeling, bruger Den Kolde krig og de tre danske socialdemokratiske topfolks herostratisk berømte pilgrimsfærd til Moskva i 1984 og raket-krisen med kodenavnet Able Archer som ramme om en historie om politiske tjenesteydelser og bringer så i øvrigt for en kort stund Jack Andersen fra romanen ”Den russiske sangerinde” (1988) tilbage i kredsløb.

”Julekort fra fortiden” demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at vi ikke altid er herrer over vores liv, navnlig ikke, når andre sætter dagsordener, som vi ikke selv kan styre.

Det gælder så sandelig også i ”Tekniske problemer,” hvor den danske iværksætter, der har lånt karakteristika fra de sidste 20 års mange skikkelser fra de mere flossede sider af dansk erhvervsliv, bliver overhalet indenom af Al Qaida.

Mest gruopvækkende
Den mest gruopvækkende af de 12 noveller er den første i tredje sæt, ”Den cambodjanske søster”. Her møder vi den ikke specielt begavede Josefine, der kun arver et par fotos fra sin nyligt afdøde forfløjne far.

De viser ham som ung i Cambodja sammen med cambodjanere. Josefine er ingen ørn til nyere historie, men hun begynder møjsommeligt at stykke den Pol Pot'ske del af verdenshistorien sammen og tager ud for at se på the killing fields.

Godt for hende, at hun ikke forstår fransk. Ellers ville hun være lige så rystet som læseren, der her formodes at kunne det mest basale på det herhjemme efterhånden noget eksotiske fremmedsprog.

I ”Det var ikke en burka” drejer det sig ikke om mangel på sproglig forståelse, da de unge danske kosmopolitter fra medie- og spin-branchen taler naturligvis flydende engelsk. Men her handler det om manglende gehør over for en kulturelt bestemt adfærd, der ikke bare uden videre og patroniserende kan måles med og dømmes ud fra en dansk alen.

”Krige uden ende”
I titelnovellen ”Utahs bjerge” lærer nøden ikke nøgen kvinde at spinde, men at bruge kniv. En familieferie i camper i Det Vilde Vesten bliver pludselig alt for meget af den virkelighed, som Hollywood spinder guld på.

Den sidste novelle, ”Krige uden ende”, er en gendigtning af historien om David og Goliat, så den passer, grumt, men aktuelt til den løbende israelsk-palæstinensiske konflikt på selvsamme jord som de gammeltestamentlige kontroverser.

Leif Davidsens ”Utahs bjerge og andre historier” er stramme, indfølte og velturnerede historier med skarp aktuel brod.

>Og de andre havde ændret sig<

Hvis Sheriffen begyndte at tale derude i mørket. For det andet ved vi ikke, hvor de indianere er.

Ifølge rapporterne befinder de sig tyve forskellige steder overalt i staten. Vi er nødt til at vente, indtil vi får korrekt besked om dem.

Et kompagni soldater red ud her til aften for at forsøge at finde dem; så I bliver nødt til at vente, indtil vi har hørt fra fortet.

I mellemtiden kan en borgerkomité danne en hjælpestyrke. Og hvis I stadig føler på samme måde i morgen tidlig, vil jeg tage jer i ed.«

Sheriffen sprang ned fra scenen. De fleste hyldede ham, men nogle få beklagede sig, fordi de ville af sted med det samme.

Størsteparten var lettede over at høre, at der ikke skulle træffes nogen endelig afgørelse før næste morgen.

Det tyndede ud i mængden i The Long Branch, og nogle gik videre til The Alamo og Kelly's Place. Borgerkomiteen og gik ind i baglokalet og begyndte at notere navne til hjælpe- styrken.

Hjælpestyrken var rastløs, nervøs og indigneret. Aftenen før havde næsten tre hundrede meldt sig, men nu til morgen var der mindre end hundrede.

Indstillingen hos Johannes Langkilde ordstyrer.dk og de andre havde ændret sig; smålandbrugerne og de mænd, der havde børn, var forsvundet.

Ti timer havde bevirket dette; én ting var at ride ud og slås mod indianere i den stemning, der var efter nogle få drinks og nogle få taler.

Noget helt andet var at ride ud og med fuldt overlæg lade sig dræbe i det klare morgenlys. Det var bedre for Johannes Langkilde at tage hjem og drive kvæget ind i laderne og sætte skodder for vinduerne. Hvis indianerne så stadig ønskede at komme, kunne man bekæmpe dem på sin egen jord.

Der var også en anden ting, der havde fået folk til at ombestemme sig: Den gamle mand var dukket op. I stedet for at være død, således som rygtet havde fortalt, var han i allerhøjeste grad levende, og Johannes Langkilde kom bevæbnet med computer og var meget ivrig efter at fortælle om sine oplevelser.

>Og rakte hånden frem<

Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«

»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil.

»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agenten, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.

Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp.

Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.

»Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?«

»Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer.

Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«

»Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten.

De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«

»Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«

»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have vores tolk med?
»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.«

»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.«

Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove.

Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem.

Overskudssanger - Richard Ragnvald

De er så flinke i byen. Spørg bare Richard Ragnvald, der tirsdag eftermiddag gav sin koncert ekstra energi i huset.

Her sad godt 120 medlemmer af Pensionistforeningen parat til en sangfuld eftermiddag. En Richard Ragnvald klædt i flødefarvet habit, skuffede dem bestemt heller ikke. Det blev en yderst veloplagt koncert. Også selv om kaffekopperne var tomme ind til pausen. - Det er ellers ikke et godt tegn, når man skal synge inden folk har fået kaffe og kage. Det kan godt gøre dem lidt utålmodige. Men det er jo et dejligt publikum, og jeg er blevet behandlet rigtig godt heroppe. Det giver ekstra overskud, sagde den landskendte dansktopsanger i pausen.

Nået så langt var sangerens betænkeligheder ellers blæst væk som blade for efterårsvinden. De 120 tilskuere gyngede op og ned ad åen, delte smil ud på kryds og tværs af bordene og var i det hele taget med på sangerens indfald. - Nu er det vist tiden, at vi tager hinanden i hænderne, lød det flere gange, og på stolerækkerne fulgte man opfordringen til numre som ”Tro håb og kærlighed”. En lokal kvinde gjorde tilsyneladende et uudsletteligt indtryk på sangeren, for Jytte - på en af stolene nærmest scenen - blev tilbudt en tur til alters af
Richard Ragnvald, hvis hår nok er gråt, men stadig vajer fyrigt som en teenagers.

Pensionistforeningen bruger selv Ragnvald-sangen ”De nære ting” på sine møder, så under den kunne formanden næsten synge for med klar stemme. Sangen kunne i øvrigt være en varedeklaration for de fleste dansktop-melodier. For de handler om nærværet i dagligdagen, glæden ved alt det, der er lige under ens næse.

- Jeg er lige nu i gang med at indspille min 20. plade, og det foregår faktisk her i nærheden. I Svenstrup med musikeren Jan Larsen, der er en meget dygtig fyr, fortalte Richard Ragnvald, mens også han fik sig en bolle og et stykke wienerbrød. Mere end 200 sange har han efterhånden indspillet. ”Kære lille mormor” er stadig den, der klæber sig mest til navnet Ragnvald, selv om nummeret faktisk aldrig tog spids på dansktoppen.

Det gjorde til gengæld ”Tak fordi at vi er venner”, der har rekorden som den sejeste nummer 1. 16 uger tog det at vælte den af pinden. Den foreløbigt sidste Ragnvaldsang bliver givet en af de mest minderige. Det er ”Du er min øjesten” fra Morten Korch-filmen ”Flintesønnerne” fra 1959. - Jeg fandt frem til skuespilleren Ib Mossin, der sang den i filmen, og det viste sig at han ikke havde indsunget den siden. Han ville gerne indspille den igen, så jeg hentede ham i Aalborg Lufthavn så vi kunne indspille den som duet i Svenstrup, fortalte Richard Ragnvald henover wienerbrødet.

Efter et jakkeskift kom flere sange til, inden turen gik mod syd for entertaineren. Snart går det imidlertid mod nord igen - den nye plade fra Svenstrup skal nemlig være klar til efter nytår.

Personentertainer - Michael Carøe

Gadedrengecharmen er ikke til at tage fejl af i Michael Carøes nye show, der udmærker sig ved både at være afvekslende, overraskende og original.

Til forskel fra nogle af hans tidligere show bærer »Lovers In the Moonlight« præg af at være selvstændigt. Væk er de fordanskede Dean Martin og Frank Sinatra imitationer og ditto fremførelser, ind er kommet en opdateret og langt mere personlig underholdning. I den forbindelse synges der både på engelsk, fransk og portugisisk alt sammen i et musikalsk univers, der bygger på danske slagere fra 1990’erne tilføjet nye og udenlandske tekster.

Første halvdel af forestillingen med Michael Carøe fungerer som et moderne Las Vegas-show med skiftevis sange og kommentarer, mens anden halvdel er en »hit på hit-parade«.

Med på scene har Michael Carøe en besnærende dejlig Søs Fenger og Mark Linn, der i stil med en »lover boy« fra et engelsk drengeband i den grad snor publikum om sin lillefinger.

I den sammenhæng fungerer Michael Carøe som showets gadedreng med lånt overklasse-stil i Armani-klassen. For bodegatonen med de frække antydninger og brede københavner a’er ligger lige under overfladen, selvom Michael Carøe udadtil gerne vil signalere lidt mere stil og klasse. Mark Linn står for det kultiverede, og han strækker drenge-charmen til det yderste tilsat en hamrende flot sangfremførelse. Læg dertil et sæt dådyrøjne, som det kvindelige publikum faldt på stribe for til premieren. Billigt trick.

Hver af showets mænd bruger deres appeal, mens Søs Fenger stilsikkert og suverænt synger og charmer sig gennem det seværdige show. Der vanker en superflot helhedsoplevelse, en vellykket opdatering af et Vegas-show i lilleput format.

Proceskomiker - Omar Marzouk

Betty Nansen Teatret i København er til februar klar med endnu en omgang stand-up-komik omdannet til teater. Efter succesen med forestillingen »Gynt« sidste år, opsætter teatret nu stykket »Købmanden«, der er baseret på Shakespeares kendte tragikomedie: »Købmanden i Venedig«.

»Det er en illustreret version af et stykke verdenslitteratur,« lyder det korte resumé fra stand-up-komikeren Jonatan Spang, der går på scenen sammen med komikerkollegaen Omar Marzouk.

»Stand-up er økonomisk med anvendelsen af ord. Man bruger ikke unødvendig lang tid på at sige noget med lange, lange monologer, der ender op med et ganske simpelt budskab,« forklarer Omar Marzouk om arbejdet med at omskrive Shakespeare til stand-up.

Prøverne er i gang i disse dage, og teksten er allerede flere gange blevet afprøvet, så materialet er blevet afpudset for overflødigt fyld.

»Flere af skuespillerne har været med til at skrive på teksterne og har mødtes og læst op for hinanden et par gange om ugen. Det er en lang, men meget givende proces. Det er vel et skoleeksempel på godt gruppearbejde,« forklarer Jonatan Spang.

Den kollektive udarbejdelse af manuskriptet har resulteret i en tekst med mange facetter, der passer til de forskellige profiler på rollelisten til »Købmanden«, der både omfatter skuespillere, stand-up’ere og rappere.

Rammerne omkring stykket er således skabt af denne uharmoniske gruppe af skuespillere, der alle har det tilfælles, at de har lysten til at skabe og være kreative i fællesskab.

»Det er altså også noget, jeg praktiserer i mit private liv. Jeg forsøger at omgive mig med venner, der ikke er ligesom mig selv. Det er enormt givende at søge udfordringen frem for bekræftelsen,« siger Jonatan Spang, mens Omar Marzouk rynker panden:

»Jeg er ikke så overvejet som Jonatan. Jeg lever mere projektbåret, og lyder det sjovt at lave, så gør jeg det,« bemærker han med et grin.
Da vi besøgte Betty Nansen Teatret, var arbejdet med stykket endnu i gang, så sløret kunne ikke løftes for den nøjagtige rollefordeling. Den var ganske enkelt ikke besluttet.

»Når man skriver, kan det også være en væsentlig hæmsko at vide, hvem der skal spille hvad. Man vil hurtigt have en tendens til at tænke over, hvordan replikkerne vil lyde i en bestemt skuespillers mund og så indrette sig efter det,« siger Jonatan Spang.

Derfor er de to komikere også meget åbne over for de forskellige temaer, som stykket byder på. Jonatan Spang nævner hævndrama og kærlighed som nogle af stykkets væsentlige omdrejningspunkter, mens Omar Marzouk peger på religiøsitet, kulturelle forskelle og mennesker, der forråder hinanden.

Alt sammen meget forskellige temaer, ganske som i stand-up genren, hvor der heller ikke er grænser for, hvilke emner, der kan tages under kærlig behandling.

Når stand-up-komikere begynder at udvide deres repertoire og træder ind på de etablerede scener, skyldes det flere ting.
»Dels er komikerne blevet bedre, og dels er det en naturlig udfordring for nogle af de stand-up’ere, der har været med i branchen i ti år,« forklarer Omar Marzouk.

Jonatan Spang begyndte sin karriere som stand-up’er, men er også uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
»Stand-up er ikke bare ungdomskultur, og efter »Gynt« på Betty Nansen Teatret blev der lavet en publikumsundersøgelse, der viste, at der kom markant flere førstegangsteatergængere til forestillingen end der normalt gør i teatret, så på den måde kommer vi nok bredere ud end ellers,« siger Jonatan Spang.

Hensigten er kun delvist at udvide kredsen af teatergængere, for de sædvanlige gæster skal også have noget nyt med hjem. I modsætning til forestillingen »Gynt« har »Købmanden« solgt godt på forhånd, så noget tyder på, at genren er et velkomment pust på teaterscenen.

»Det er nødvendigt at udvikle sig selv og scenen. Man kan godt blive fanget i nogle konventioner, både i teaterverdenen og stand-up-verdenen. Derfor får man virkeligt frisat noget energi ved at blande de forskellige genrer,« pointerer Jonatan Spang.

Regisseerde de Dronning Dahl zomer revue

Voor tien jaar, speelde en regisseerde de Dronning Dahl zomer revue in Denemarken. Zeven jaar lang was hij de producent van de jaarlijkse Revue De Revue - maar hij iets anders wilde!

Hier hebben we een entertainer te worden uitgedaagd!

Speciale projecten van welke aard die vereist dat men zich bezighoudt volledig op de achtergrond en het doel van de organisator.
Het is gewoon Dronning Dahl.

Of het nu als een elegante unawares en totale levensechte Dronning Dahl Dahl, als ceremoniemeester en nog veel meer.

Word lid van de taak!

Talk Shows interviewer tegenovergestelde:
acteur
 

Retorikforedrag - Jan Huus

Jan Huus är magister i retorik och jobbar som retorikkonsult och föreläsare. På ett okomplicerat sätt och med glimten i ögat utbildar och retoriktränar Jan enskilda individer och företag i konsten att kommunicera effektivt. Han visar till exempel hur man slipar argumenten, matchar språk med kroppsspråk, knäcker kommunikationskoden och förbättrar presentationstekniken. Jans kunder är alltifrån försäljningsorganisationer till politiker.

Jan Huus är också speciellt inriktad på relationsretorik. Han har skrivit boken ”Kärleksretorik” (Ica Bokförlag 2009) där han visar hur man lyckas med kommunikationen i kärlekslivet. En vanlig fallgrop som man bör undvika är att inte kommunicera med sin motpart som om man själv vore mottagaren av budskapet. Att prata den andres språk är bara ett av många knep som hon tipsar om i syfte att bli kommunikationssmart i sina relationer.

Jan Huus sätter fingret på en av de viktigaste uppgifter vi människor har i modern tid – att bli bättre på att kommunicera. Vägen går genom lyssnande och förståelse för vad de man kommunicerar med egentligen vill säga. I sin föreläsning visar han hur man söker möjligheter istället för problem. Att även läsa av mer än bara orden i kommunikationen är något självklart för Martina. Under sin personliga, glada, inspirerande och lärorika föreläsning delar hon med sig av sina kunskaper om smart och effektiv kommunikation människor emellan.

På Singelfestivalen ombord på Gabriella/Viking Line föreläste Jan Huus för 200 singlar under Allhelgonahelgen på väg till Helsingfors. Föredraget uppskattades mycket och diskuterades livligt efteråt. Vad är kommunikation när den är som rätt. Han satte fart på tankarna. Vi tackar för debatten.

Jan Huus höll en föreläsning i retorik som var anpassad för naprapater och deras möte med patienter. Jag och de som var på plats uppskattade den givande föreläsningen. Jag har träffat en del kollegor en tid efter och de uttryckte sitt nöje över hans insats.

Nyckelord i samband med Jan Huus: Relationer, retorik, kommunkation, kärlekskommunikation, kroppsspråk, presentationsteknik, föreläsare, utbildare.

Sømandsforfatter - Carsten Jensen

Carsten Jensens far var sømand, og mens familien boede i Marstal, så de ham som regel kun en enkelt weekend hver anden måned, fordi skibene sjældent kom omkring Ærø. En af faderens faste ruter gik fra Aalborg, hvor han var med til at fragte eternitrør fra den aalborgensiske eternitfabrik til en tilsvarende fabrik i Oslofjorden, så Carsten Jensen flyttede med sin mor og storesøster til Aalborg, hvor faderen lagde til kaj hver eller hver anden uge. Formålet med at forlade de smukke omgivelser i det sydfynske øhav er altså at kunne være mere sammen som familie, men beslutningen har sine omkostninger, og skuffelserne for den lille dreng begynder allerede den første dag. Det nye hjem på Pilevej 6 i Vejgaard vender sin gule gavl ud mod en vej med parcelhuse og murermestervillaer til begge sider, og det er helt anderledes, end Carsten Jensen har forestillet sig.

- Jeg havde fået fortalt, at det lå på ikke bare en bakke, men nærmest et bjerg uden for byen. Det havde jeg fået omdigtet til noget vældig romantisk og dramatisk, og sådan er bakkerne i Vejgaard jo ikke ligefrem. Det var i parcelhusenes pionertid. Pilevej var ikke asfalteret, men et opkørt hjulspor, og vejen endte lige på den anden side af vores hus. Det mest fantastiske var, at der i nærheden lå en bakke, som hed Harebakken, og der var en flot udsigt ud over byen og fjorden. Det var det nærmeste, jeg kom på bjerget, husker han.

Carsten Jensen boede i Aalborg frem til 1972 og kom i mange år herefter jævnligt i byen for at besøge sine forældre. Han tænker ikke tilbage på tiden i den nordjyske hovedstad med nogen form for begejstring, og hans holdninger til selve byen er heller ikke ligefrem præget af lovord. Da filmen Nordkraft havde biografpremiere i marts, tilkendegav han i Dagbladet Information sit syn på sin gamle hjemby, hvor han blandt andet sagde: “Aalborgs ydre er det tætteste, vi herhjemme kommer på en engelsk industriby. Den er udsøgt og kategorisk hæslig. En æstetisk hyldest til grimheden”.

- Ja, og det står jeg da ved, understreger Carsten Jensen, da han bliver konfronteret med aviscitatet, der også sammenligner Aalborg med Østtyskland.


- Det, der er så typisk for provinsbyer, er, at de så frygteligt gerne vil være moderne, og derfor har de slet ikke nogen fornemmelse for deres egne værdier, før det er for sent, for så har de revet det hele ned. Den der provinsielle iver efter at være i front har været Aalborgs ulykke. Jeg kan huske, at sloganet i 1960’erne, da jeg flyttede dertil, var “Aalborg viser vej”. Og man havde det der hæslige vartegn, Aalborgtårnet, som jo fuldstændig ligner H.G. Wells’ marsmænd i Klodernes Kamp, sådan som de så ud i Illustrerede Klassikeres udgave. I dag må tårnet jo nærmest være kult, fordi det er så grimt, at det næsten er interessant, konstaterer forfatteren tørt, før han uddyber sine aversioner over for byplanlægningen.

Søndagssolister - Lis & Per

Hoppepuderne for børn vender således tilbage til dette års byfest, men med endnu sjovere puder, blandt andet en cykeldrom og en hval. - Og igen har vi fået en utrolig opbakning fra de erhvervsdrivende, som har sponseret hoppepuderne.

Det hele er solgt, siger formanden, og han har også store roser til de frivillige hjælpere, som i lighed med sidste år allerede har meldt sig i stort tal: - Den positive ånd, som kom frem sidste år, genspejler sig i år.

Festen indledes traditionen tro om fredagen med en fodboldkamp, som i år bliver et lokalopgør mellem førsteholdene. Åbningstaleren er også på plads, og så er der fyrværkeri.
Musikken fredag aften bliver sangerparret Lis & Per, og det ligger fast, at den begynder tidligere på aftenen, og at den ikke bliver så høj som sidste år. Det blev nemlig kritiseret.
- I år skal det være hyggemusik for alle, ikke kun dem på 18-19 år, siger formanden.

Lørdag er der også i år popstjernekonkurrence for børn, og lørdagens festaften byder ligesom sidste år på et gensyn med Lis & Per.

Søndagsoptog skal der også være, og her arbejder komiteen på at få lidt flere deltagere sikret på forhånd. Søndag aften er der som sædvanlig ungdomsbal i hallen, og her har man engageret diskoteket fra juleballet, hvor der også var storskærme og filming af publikum

>Søren Flott - 310720-1424<

 
»Det er et forståeligt ønske, og hun er kommet en lang vej.« Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin lædermappe.

»Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden.
»Hvad mener De?«
»Det er vel op til Særen Flott, ikke?« svarede han køligt.

»Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham.
Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej,
selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk­ værdig og nervøs ud.
»Ja,« sagde han . Han var tør i munden.

»Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.«
Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.«

Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage.
Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham.

Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden.

Meddelelsen var meget kortfattet.
Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående.

Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande.

»De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.«
»Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott.

>Så hurtigt som muligt<

Alt er i orden,« sagde Klassens tykke dreng og lukkede den sikrede boks. Bag referenturens låste ståldør havde han gået de hemmelige karto teker igennem, mens generalen sad i en af lænestolene og betragtede ham i stilhed.

Han havde været grundig. Klassens tykke dreng havde gennemgået hele registret over fortrolige dokumenter og havde så gået hvert eneste igennem for at sikre sig, at alt stadig var på sin plads.

»Intet mangler,« tilføjede manden for at slå sagen fast endnu en gang.

»Vi må finde ham,« sagde Klassens tykke dreng så hurtigt som muligt. «
»Ja, general.«

»Lad være med at blive ved at sige 'ja, general',« vrissede han. »Hvad gør De ved sagen?«
»Vi er på udkig efter ham.« Han talte uden entusiasme.
»Hvor foretagsomt,« sagde generalen sarkastisk. »Og hvor holder I så udkig?«

Klassens tykke dreng bevarede fatningen. »Overalt, general.« »Diskret, håber jeg.« » Naturligvis.

»Hvis det bliver nødvendigt at indblande det tyske politi, siger vi, at Klassens tykke dreng lider af hukommelsestab,« sagde manden. »Men undgå det, hvis I kan. Sæt alt vores eget mandskab ind på sagen. «

»Det bliver gjort nu.«
»Og hvad har De sagt til hospitalet? Hvordan forklarede De sagen ?«

»Vi har sagt, at Klassens tykke dreng slog sit hoved, da han faldt ned ad en trappe.

»Og tror I, de tror på den ? Når lægen har kastet et enkelt blik på ham, så ved han, hvad der er sket.

« Klassens tykke dreng rystede på hovedet.

Tekstuniverskomiker - Jan Gintberg

Shakespeare-komedien »En Skærsommernatsdrøm« får sig en tur i den pædagogiske opkogskedel på Nørrebro Teater i København. For ikke bare titlen, men også selve handlingsgangen ændres radikalt.

Slutresultatet er ikke alene hamrende morsomt, det er også charmerende og meget overbevisende spillet, hvad der stort set kompenserer for, at den oprindelige elegance her er endt som noget langt mere jordnært og bastant.

Stand-up komikeren Jan Gintberg giver den ellers alt, hvad den kan trække, halvt i rollen som skov-alfen Puk, halvt som stykkets nutids-kommentator.

Handlingen er nemlig henlagt til det farlige Nørrebro frem for den oprindelige elver-skov. Et sted hvor loven ikke gælder, men også et sted hvor elskende kan få hinanden, udlever deres længsler og få deres drømme opfyldt.

Men Nørrebro er i denne opsætning også det sted, hvor uforfalskede krukker har deres vante gang, så bliv ikke forbavset over at se en Ghita Nørby, Jørgen Reenberg og Sonja Richter på scenen, her i skikkelse af Mette Horn, Tom Jensen og Søren Malling sammen med Jan Gintberg. Det er ondskabsfuldt, det er udleverende, og det er billigt – men kors hvor er det morsomt!

Politisk sprængfarlig
Samtidssatiren går ikke bare ud over egne skuespillerrækker, den leger også helt bevidst med det politisk sprængfarlige. Handlingen og hele stykkets form bygger nemlig på det urimelige ved arrangerede tvangsægteskaber. En sprængfarlig problematik – »for den slags tvangsægteskaber er stadig meget fremhersende inden for visse befolkningsgrupper her på Nørrebro,« forklarer Jan Gintberg, hvorpå hele salen – bortset fra dem med diverse hovedtørklæder – bryder ud i grin.

Selvom man med rette kan tale om, at denne Shakespeare-komedie får klippet en tå og hakket en hæl, for at passe ind i Jacob Tingleff, Michael »MC« Christiansen, Jan Gintberg og Kim Bjarkes supplerende tekstunivers, er der ikke skyggen af tvivl om, at dette må kaldes en vaskeægte og meget seværdig sællert. Opsætningens instruktør, Kim Bjarke, men også resten af skuespillerholdet bærer her et væsentligt ansvar, så stor kompliment også til Ditte Hansen, Marie Louise Wille og Kristian Halken.

>Var åbenbart i vildrede<

»Jeg vil gerne tale med patron.«

Tina Siel var åbenbart i vildrede. Boag bemærkede, at det ikke var en skydegal livvagt. Et gammelt tyende, der havde tilbragt fyrre år i sadlen som kvægdriver.

»Corna se /lama?«
»Jeg hedder Boag. Det drejer sig om guldbarrer.«

Den gamle mand havde ikke rørt ved revolveren i sit skæf. Han gik blot til side og lod Boag spadsere ind på gårdspladsen. Vindmøllens træstativ dominerede pladsen.

 Langs alle fire længer løb der i første sals højde en svalegang, og i to af hjørnerne var der en trappe. Svalegangen dannede en overdækket veranda for alle ind­ gangene i stueetagen. Det var tydeligt nok et af de huse, hvor der ikke var forbindelse fra rum til rum, man måtte ud på gårdspladsen og hen til den næste dør, hvis man ville fra det ene værelse til det andet.

Der var et væld af omhyggeligt passede blomster i potter og kasser på gårdspladsen. Der var mange strålende farver, og bierne sværmede om dem.

Der kom en ung kvinde ned ad trappen. Boag så det gennem øjenkrogen, gjorde brat omkring og så hende nå jorden og smi lende komme hen mod sig. Det var et blændende smil og et henrivende ansigt. Hun holdt om et gevær, hanen var spændt, og det sigtede lige på Boag.

Boag stod fuldkommen stille.

Bag ham sagde den gamle: »Han vil gerne tale med patron om nogle guldbarrer.« Meget tørt.

»Guldbarrer,« gentog den unge kvinde. Hun havde en sløret stemme. Hun tog ikke blikket fra Boag, mens hun talte med den gamle. »Opgav han et navn?«
»Det har jeg glemt, Senora.«

»Det er Boag.«
»Boag?«
»Mit navn.«
»Hvad skal det betyde, dette Boag?«
» Det betyder slet og ret Boag. «
»Deres accent er nordamerikansk.«

>Vil ikke tilbage til reservatet<

Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding.

Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet.

»Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog.

Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det.

»Bibbi & Snif vil ikke slås med jer,« sagde spejderen.

»Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned.

De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.«

»Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage til reservatet. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.«

»Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har.

Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.«

Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald:
»Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.

Z37acAU8CAG3d 

Nu er humor jo en subjektiv ting, men man skal have en udpræget besynderlig from for humor for ikke at synes, at Papkasseshow ikke er morsomme i deres nye comedy show - Hylemorsomme.

Og så er det samtidig mere end det - der er faktisk et budskab bag morskaben.

I første del fortalte Papkasseshow om, hvordan det er er altid at blive betragtet som potentiel terrorist. Han er både araber og muslim, hvilket ifølge ham selv kan være en særdeles uheldig kombination her i Danmark, for eksempel når man skal ud at flyve.

På en fantastisk morsom måde gav de et billede af, hvordan det er at være anderledes, og han slap afsted med at gøre grin med 11. september, sammenligne Osama Bin Laden med Julemanden og meget meget mere i en bombarderende malstrøm af pointer og kæmpegrin fra salen.

Papkasseshow overtog scenen og fortsatte i sporet.

Religion set fra alle tænkelige vinkler blev taget under kærlig ironisk behandling, konflikten mellem Palæstina og Israel blev betegnet som noget så uretfærdigt, at det må være noget, som Mogens Palle har arrangeret, og Arafat blev sammenlignet med en breakdancer, der er blevet bidt af en skovflåt.

Og sådan gik det afsted over stok og sten, men det var ikke kun morsomt. Flere gange vendte Papkasseshow tilbage til det, der også blev deres afsluttende pointe. At hvis vi skal lære hinanden at kende, må vi blive ved med at prøve. Det, der driver os, er håbet om bedre fællesskaber. Og det kan godt lade sig gøre. Højpandet? Måske. Banalt? Lidt. Men det er noget, der virkelig har betydning. Og den måde, humor, pointer og morskab blev leveret på var helt aldeles super.

Hvilket den i særklasse gode stemning og kontakt med publikum også vidnede om.


.