Han gider ikke høre mere selvmedlidende klynk. Peter Bastian er dødtræt af tidens navlepilleri. Og han får nærmest kvalme af den omsiggribende amatørisme.
Da han forstår at levere sine synspunkter både letflydende, velformuleret og med karisma, er der ingen tvivl om, at deltagerne i kurset, »Rundt om Peter Bastian«, på højskolen i den forløbne uge har fået en hel del at tænke over.
Det er første gang, han har undervist på
højskolen, og vi mødte ham torsdag til en samtale med udgangspunkt i hans nye
bog,
»Mesterlære - en livsfortælling«.
I bogen tager Peter Bastian fat i vingebenet på sin samtid, og giver med afsæt i sit eget liv som dreng, ung mand, voksen og patriark en kærlig og nådesløs karakteristik af nutidens mennesker, nutidens dårskab, nutidens målløshed.
Alt kommer under behandling: kønsroller, opdragelse, musikkens væsen, identitet og mangel på samme, global bevisthed. Nu kunne man måske tro, at han var en sur, ældre 68' er, der gør op med sin egen generation. Slet ikke!.
Vi må tage os sammen
Set med Peter Bastians øjne, er vi godt nok røget af sporet. Men alting er ikke håbløst. Vi er arvinger til en stor civilisation, der i det sidste pa generationer har gjort enorme fremskridt, man aldrig før har set - ikke mindst kvindens frigørelse og ligestilling - og som igen kan grave sig ned til sin skabende guldåre; hvis altså vi bare selv vil!
Men hvorfor driver vi så rådløse for vinden lige nu i den vestlige verden? »Vi druknede i vores egen succes, og nu har vi ikke længere noget mål for, hvad vi vil. Vi mangler noget at stræbe efter. I stedet piller vi navle og klynker. Se bare på den politiske debat i dette land - den er virkelig ikke en så fremragende civilisation som vores værdig!«, fastslår Peter Bastian.
»Det er hovedløst, at man er så fjendtlig over for vores egen kultur. Det er et udtryk for degeneration og åndelig dovenskab,« fortsætter han.
Der er lys forude
Der er dog ingen grund til at sætte sig ned i et hjørne i et mørkt rum og græmme sig. Men det indebærer, at vi er i stand til at sætte os ud over vor egen trivialitet.
»Jeg siger, »op at stå, stor dreng!«. Vi skal genopdage ansvarsfølelsen og forståelsen for, at vore handlinger tæller, både i det nære og i den store sammenhæng,« understreger Peter Bastian.»Vi skal gøre os til konger i vort eget liv.
Det dur ikke, at vi skændes om, hvem det er mest synd for. Vi har et ansvar for at flytte vores kultur fremad. Og det er muligt at komme videre.«
Et af vor civilisations problemer er også, at der er meget lidt sammenhæng mellem detaljerne. »Differentiering uden integrering er bare støj,« fastslår Peter Bastian.
For ham består løsningen i at finde ind i, hvad han kalder »kreativt skabende fællesskaber« og at opsøge »skabende miljøer«. Som for eksempel et kreativt foredrag på en højskole!.
