Kulturballonforedrag - Arno Victor Nielsen

Danskerne skal lære at elske lyden af skattekroner, der klirrer mod hinanden på vej ned i statskassen. Skatteborgerne skal faktisk nyde lyden så meget, at de rent glemmer, at pengene er fisket op fra deres egne lommer. Det er målet, og midlet er at forklæde skat som kultur, vurderer filosoffen Arno Victor Nielsen.

Skatteministeriet slår nemlig fredag dørene op til Kulturnatten, og i det omfattende program kan de kulturelt interesserede blandt andet besøge toldkrydseren Høgen, de kan gå ind i afgiftsjunglen og »se, føle og smage nogle af de mange varer, der er lagt afgift på«. Børnene kan vinde en skattekiste, og der kan vindes spændende - skattefrie - præmier i »Skattejagten«.

»Man forsøger at give folk et andet syn på skatten på den måde. Kultur ringer positivt i danskernes ører, fordi det er et resultat af menneskelig opfindsomhed. Derfor vil man lære folk at se på skat - ikke som en plage, men som en eller anden skæg, teknisk opfindelse,« vurderer Arno Victor Nielsen.

Han tilføjer, at manøvren bliver hjulpet på vej af, at der i nyere tid er pustet masser af luft i kulturballonen. »Alting er blevet kultur, og kultur er blevet stil. Derfor er kultur i dag blevet det højeste begreb af alle. Så det er egentlig logisk, at også skat er blevet et spørgsmål om kultur,« påpeger Arno Victor Nielsen.

Det står bare i kontrast til kulturens oprindelige betydning, hvor kultur var et alternativ for mennesker, der ellers kun havde materielle goder - og for eksempel skat - i hovedet. Men nu findes der alt fra rengøringskultur over aktiekultur til skattekultur.

Så måske bliver et af de mest populære indslag i Skatteministeriets kulturnat, når økonomerne fortæller om mulighederne for skattelettelser. Ministeriet holder åbent mellem kl. 18 og 22.
Se også denne information om:
::Arno Victor Nielsen - debaterende-kulturkampsforedragsholder::